Velkommen til sæson 2024

GODE mænd i Torsdagsklubben.
Så er det heldigvis snart ved at være tid til vi starter sæson 2024, og kaptajnerne glæder sig helt vildt til en fantastisk sæson med masser af godt golfspil, godt vejr og gode grin.

Bestyrelsen 2024 og dens ansvarsområder:.
Jan Heinrich –Økonomi, turneringsafvikling i Golfbox, fællesspisninger og sponsorer.
Jan Anker Nielsen – Koordinator, turneringsafvikling i Golfbox og indkøb af præmier.
Jens Møller Søgård – Sponsorer, events til fællesspisninger og tovholder dame/herrer match
Henrik Espensen – Hjemmeside, tovholder afslutningsmatch og status på præmievindere uge/sæson.

Vi har afholdt møder hen over vinteren, og som det fremgår af nedenstående, er der nye tiltag i forhold til sidste sæson.

Sæsonplan
Første spilledag bliver torsdag den 4. april, (HVIS sommergreens er åbne), og samme dag vil der være den første fællesspisning.
Sidste ordinære spilledag er torsdag den 17. oktober 2024.
Afslutningsmatchen bliver FREDAG den 25. oktober 2024.
Ialt spilles der 27 runder.

Detaljeret sæsonplan kan du finde på hjemmesiden.

Medlemskab
Alle herrer med fuldt medlemskab i AAGK kan blive optaget, dog er der dispensation til eksisterende long distance medlemmer.
Kontingentet er kr. 450 for sæsonen, og det skal indbetales via MobilePay.
Modtager: 5660 MR alternativt 2259VA.

Starttider:

Vi går ud fra kl. ca. 13:30 til ca. 16:30.
Cirka – fordi de første og sidste par gange i sæsonen går vi ud lidt tidligere, således alle kan nå ind inden det bliver mørkt.

Spilletiderne fremgår af sæsonplanen.

Tilmelding
Tilmelding til den ugentlige match foretages i Golfbox, op til 14 dage før matchdag, men SENEST TIRSDAG KL. 12.00
I enkelte tilfælde kan din oprindelige tid blive flyttet, for der kan frigives ledige starttider til øvrige medlemmer i klubben, du vil så blive informeret via e-mail.

Den enkelte torsdagsmatch afvikles som en turnering i Golfbox, og man kan kun spille indenfor Torsdagsklubbens tildelte starttider – der gives ikke dispensationer.
Der er en undtagelse i juli, samt Kr. Himmelfartsdag den 9. maj 2024.
I juli som er feriemåned for de fleste, tillader Aalborg Golfklub ikke Torsdagsklubben at have faste tider. Det er derfor OK, der spilles i Torsdagsklubbens regi hele torsdagen i juli, og resultaterne er tællende.

Tidligere regel om, at der skal være mindst to fra Torsdagsklubben i samme bold gælder ikke længere – vi stoler på hinanden.

Torsdag den 18. juli er der ”Åbne Aalborg Dage”, og her er ingen spil.

Spiller et medlem flere runder samme dag, er det den første runde der er tællende, da man ikke må prøvespille banen eller huller inden Torsdagsklubbens match.

Afslutning af matchen:
Scoren indtastes i turneringsmodulet i Golfbox – deadline er kl. 22.00 på spilledagen.

Scores og Eclectic bliver automatisk registreret i Golfbox.

Turneringen afsluttes herefter i Golfbox af turneringsledelsen, og en ikke indtastet score inden kl. 22.00 tæller ikke med i turneringen.

Fællesspisning:
Kaptajnerne har stort fokus på det sociale element i Torsdagsklubben, og der er mad og drikke jo altid en sikker vinder. Vi har derfor sammen med restauranten bestræbt os på at sammensætte nogle gode mandfolkeretter, som vil fryde smagsløgene, samt falde godt i maven.
Sammen med Mike fra restauranten er der forhandlet en pris på plads til 110 kr., og har til denne sæson fravalgt kaffe og sødt.

Vi ser frem til der kommer mange medlemmer til alle fællesspisningerne, og specielt første gang hvor der vil være gennemgang af sæsonplanen, og de ændringer der er i sæson 2024 i forhold til sæson 2023.
Spisningen starter kl. 19.30.
Vi opfordrer til deltagelse i fællesspisningerne, da det er et væsentligt element i det sociale liv i Torsdagsklubben, ligeledes appellerer vi til, at du ikke spiller i den samme 4 bold torsdag efter torsdag, men hen over året spiller med forskellige medlemmer.

Præmier:
Præmieuddelingen sker til fællesspisninger ca. kl. 20.30.
Der er hver uge ”faste” præmier til de 2 bedste i hver række, til 10. pladsen og til den næstsidste.
Der spilles nærmest flaget i hver række de dage der er fællesspisning, og der er præmie til den nærmeste flaget i hver række.
Eclectic er delt op på de 3 baner, gul/rød, rød/blå og blå/gul, der er præmie til de 3 første i alle 3 rækker på hver sløjfe.
“Race to Aalborg” er de 5 bedste runder i henholdsvis forår, sommer, efterår, der er præmie til de 3 første i hver række.
Årets golfer i A-B-C rækken er de 15 bedste runder i løbet af hele sæsonen, der er præmie til de 3 første i hver række.

Har du vundet en præmie siden den sidste fællesspisning eller på dagen, skal den afhentes ved fællesspisningen, eller alternativt skal du få en ”makker” til at tage den med.
Præmier “overføres” ikke.

Spilafvikling:
For at få et bedre flow på banen, og undgå “knubs” fra andre medlemmer, spiller alle rækker stableford igennem hele sæsonen. Dette afhjælper også de udfordringer, der er med Golfbox når resultaterne er en sammenblanding af slagspil og stableford.
A-B-C rækken spiller Stableford fra Tee 55/57 (gul)
3 gange i sæsonen spiller alle rækker fra Tee 46/48 (Rød).

Et medlem i Torsdagsklubben kan maksimalt få tildelt to ekstra slag pr. hul.

Rækkeinddeling:
Vi opdeles i 3 lige store rækker efter de opgivne hcp. ved tilmeldingen til Torsdagsklubben.
Man bliver således stående i samme række i hele sæsonen, uanset hvor godt eller skidt man har spillet og handicappet ændrer sig.

I 2024 er inddelingen følgende:
A-rækken: op til og med hcp. 12,9
B-rækken: fra hcp. 13,0 til og med hcp. 17,9
C-rækken: over eller lig med hcp. 18,0

Damerne mod herrerne:
Matchen afvikles torsdag 29. august – lad os få SIFA trolden i herrer tøj igen.
Der vil være fællesspisning og kåring af vinderen efter matchen.

Mere information om matchen senere på sæsonen.

Hjælp med at skaffe sponsorer:
For at gøre det ekstra attraktivt at være medlem i Torsdagsklubben, håber vi at kunne skaffe endnu flere præmier eller mulighed for andre tiltag, og I kan hjælpe kaptajnerne med at skaffe sponsorer.
Vi skal nok sørge for rosende omtale af firmaet, samt synlighed på Torsdagsklubbens hjemmeside, så kontakt Jens Søgård eller nedenstående mail, hvis I selv kunne tænke jer at være sponsor, kender en potentiel sponsor, eller har gode ideer til sponsor området?

Spørgsmål? Send en mail til: aabgolf@gmail.com

Ha’ en rigtig god og succesrig sæson.

Med golfhilsen

Kaptajnerne