Sløjfeplan & buggyforbud

Der er den seneste tid kommet meget vand fra himmelen, og vi har derfor været nødsaget til at ændre sløjfeplanen for de kommende uger.
Fra på mandag og de to kommende uger (uge 45 + 46) spilles der derfor TeeJays Gul & Audi Rød som 18-huls bane.
Der er grundet de store nedbørsmængder indført kørselsforbud på TeeJays Gul & Audi Rød. Al motoriseret kørsel, herunder buggy & monobuggy er ikke længere tilladt på 18-huls banen – fra på mandag i uge 45!
Danske Bank Blå ser til gengæld ud til at klare vandmængderne væsentlig bedre, og kørsel i buggy er fortsat tilladt.

Midlertidig lokalregel: Lejeforbedring

Handicapregulering foregår normalt, når lokalreglen benyttes og der spilles til sommergreens:
Der er indført midlertidig lokalregel med henblik på lejeforbedring inden for et scorekort. Dvs. at det er tilladt at markere sin bold, rense den og genplacere inden for et scorekort i det generelle område der er klippet til fairway eller kortere. Den fulde regel kan læses nedenstående:

E-3 Lejeforbedring (på fairway – et scorekort)

Når en spillers bold ligger i en del af det generelle område, klippet til fairwayhøjde eller lavere, må spilleren tage lempelse uden straf én gang ved at placere den oprindelige bold eller en anden bold i og spille den fra dette lempelsesområde:

  • Referencepunkt: Boldens oprindelige sted
  • Størrelse af lempelsesområdet målt fra referencepunkt: et scorekort fra referencepunktet, men med disse begrænsninger:
  • Begrænsninger for placeringen af lempelsesområdet:
    • Må ikke være nærmere hullet end referencepunktet, og
    • Skal være i det generelle område.

Døren står på klem for Hamish Brown

Et af golfsportens ultimative meritokratier er tourskolen til DP World Tour, hvor håbefulde golfspillere fra hele verden forsøger at klemme sig gennem de tre niveauer af den tragt, der i sidste ende fører de særligt udvalgte til den forjættede DP World Tour (Europa touren)

I denne uge kæmper godt 280 spillere om at passere anden hurdle på tourskolen, nemlig Second Stage, som spilles fire forskellige steder i Spanien. Et dusin af de 280 spillere har dansk pas, og efter 36 af de 72 huller på Second Stage ligger fire af dem på en plads, der er adgangsgivende til tourskolens Final Stage.

På Emporda i Girona (Spanien) er Hamish Brown forhåbentlig godt tilfreds med dagens runde i 68 slag. En runde der blev hjulpet godt i gang med en start på hele 4 birdies i træk. Hamish ligger på en delt 19. plads i -3 og er blot et enkelt slag på den rigtige side af snittet, som kvalificerer sig til Final Stage.

Følg med på linket HER

 

Stegt ål & flæsk ad libitum hos Restaurant Jægerspris

Vores skønne restaurant har spændende menuer på spil den kommende tid:

Meunierstegte ål med hjemmesyltede agurker & stuvede kartofler vendt med urter – AD LIBITUM på følgende datoer:

9 november
23 november
7 december

Pris: kr. 250,- per person

Stegt flæsk med alt det tilhørende – AD LIBITUM på følgende datoer:

16 november
30 november
14 december

Pris: kr. 135,- per person

*Husk at bestille bord direkte hos restauranten

Audi Aalborg vinder Netværksturneringen blandt klubbens sponsorer

En nervepirrende finale mellem Michael Lund & Audi Aalborg blev afviklet på en skøn efterårsdag i Aalborg Golf Klub.
Alle klubbens sponsorer inviteres med i en 2-mands holdturnering, hvor der i 1. halvår af sæsonen spilles indledende puljekampe. Herefter går vinderne videre til knald eller fald kampe imod hinanden. Der netværkes, hygges og deles erfaringer på tværs af brancher.
Stort tillykke til Audi med sejren!

Skal dit firma være med i 2023?