Sportslig opdatering 

I sidste weekend blev de sidste kampe afviklet i Danmarksturneringen. For Aalborg Golf Klub med lidt blandede resultater, som desværre afsluttede et stort kapitel for klubbens herre i Elitedivisionen.

Damerne i Elitedivisionen tabte deres kamp lørdag mod Odense og en nedrykning til 1. division var dermed en realitet. Det gjorde måske også sit indtryk i kampen om søndagen på hjemmebane mod Vejle, da denne desværre også blev tabt. Efter nogle gode år i Elitedivisionen, som har budt på gode oplevelser og medaljer, må damerne desværre tage et skridt tilbage, for på ny at jagte oprykning allerede næste år.

For herrernes vedkommende tabte de også deres kamp lørdag mod Gyttegård, og kampen søndag var derfor afgørende for overlevelse. Herrerne kæmpede en brav kamp og vandt flot 15-3 over Odder, som allerede var sikret en plads i finalespillet. Desværre kunne herrerne ikke afgøre det selv, da de var afhængig af, at Silkeborg skulle tabe til Gyttegård på hjemmebane. Silkeborg vandt matchen 12-6 og herrernes nedrykning til 1. division var dermed en realitet. En epoke i dansk golf er dermed slut – den mest vindende klub i over 25 år, må nu forlade den bedste række. Vi kan dog love for, at der bliver kæmpet for en oprykning allerede næste år.

2. hold herrer i 3. division tabte begge af weekendens kampe, og det bliver derfor ej heller i år til en oprykning. Holdet sluttede på en 3. plads foran HimmerLand.

3. holdet i 4. division sluttede af med en flot weekend, som bød på en sejr over Hals på udebane samt en uafgjort mod Sebber Kloster på hjemmebane. Med det uafgjorte resultat mistede 3. holdet muligheden for oprykning.

2. hold damer i kvalifikationsrækken tabte lørdag til Sebber Kloster, som også snuppede 1. pladsen i gruppen. Kampen søndag blev vundet med 9-0, fordi Hammel desværre havde trukket sig fra gruppen.

I ungdomsrækkerne har vi to hold med, et i 1. division og et i 2. division:

2. divisionsholdet tabte lørdagens kamp mod Skanderborg, som også endte på 1. pladsen. Om søndagen sluttede vores unge talenter flot af med en sejr over HimmerLand. Og målet om at blive i 2. division blev dermed indfriet.

1. divisionsholdet sluttede på en flot 2. plads i gruppen, efter den flotte oprykning sidste år. Holdet tabte til hjemme til HimmerLand om lørdagen og vandt en flot sejr på udebane over Odense Eventyr om søndagen. Der er ingen tvivl om, at der er en god fremtid i vores unge talenter!

 

I den anden ende af aldersskalaen hos senior, veteran og superveteran, har vi gennem årene været forvænt med flotte resultater. Sidste år rykkede seniorerne desværre ned fra 1. division, men efter et rigtig flot år, er de nu sluttet på en flot 1. plads i gruppen. Søndag bød på en stor sejr over Horsens på hjemmebane og søndag en sejr over Hirtshals på udebane. Tillykke med oprykningen!

Hos veteranerne gav et flot år også en 1. plads i deres gruppe i 2. division. 1. pladsen i gruppen blev næsten sikret om lørdagen, da de vandt en flot sejr over Silkeborg på udebane. Søndag gav en sejr over Holstebro og dermed var 1. pladsen en realitet og en direkte oprykning til 1. division. Tillykke med oprykningen! 

Superveteranerne må desværre nøjes med en 3. plads i deres gruppe. Weekenden gav ellers to flotte sejre over hhv. Aarhus og Varde, men det var desværre ikke nok til at sikre en 1. plads i gruppen.

 

I sportsudvalget vil vi gerne takke alle de fremmødte, som støtter op om spillerne på de forskellige hold. Vi vil meget gerne se endnu flere af jer på anlægget når holdene spiller hjemme. Derfor går vi i gang med, at arbejde på nogle ideer, som skal bidrage til et endnu større fællesskab mellem vores elitespillere og medlemmer.

NYE HOLD – Efterårskursus i det lange spil med Protræner Sune

De nye holdtræninger med trænerelev Sune er blevet revet væk og Sune har derfor lavet ekstra hold, som nu er tilgængelige i kalenderen.
Opsummering omkring konceptet:

Skal du have finpudset jernslagene eller ønsker du mere længde med driveren fra tee? I løbet af dette kursus vil vi komme omkring alle aspekterne i golfsvinget, og kigge på sving med både jern og køller. Jeg vil samtidig også gå i dybden med det at have en rutine før hvert golfsving, som I kan tage med ud på banen. Her skræddersyer vi en rutine, som sikrer jer at opstilling og sigte er i orden, inden I slår jeres golfslag.

Opstilling samt opbygning af rutine (30 min):

Vi vil starte op med at snakke om det fundamentale i golfsvinget, og sikre os at dette er i orden. Dette gør vi blandt andet ved at snakke om det mest grundlæggende i golfsvinget – opstilling og sigte. Her lærer jeg jer også at opbygge en rutine, som I kan tage med jer ud på golfbanen for at sikre jer, at hverken opstilling eller sigte er forkert.

Slag med jern (30 min):

Her slår vi nogle slag med jernene, og snakker om forskellene mellem et sandjern og et 5-jern, og hvordan opstillingen ændrer sig afhængig af jernet vi skal slå med. Her kommer jeg også rundt og kigger på jeres sving, og retter til der hvor der er behov for det.

Slag med driver og køller (30 min)

Her kigger vi på driveren, og snakker om hvordan vi kan gøre vores driversving så optimalt som muligt. Jeg snakker om boldkurver og spin for at give jer en forståelse for, hvad der kan gøres for at skabe et mere stabilt og længere drive fra tee. Jeg giver jeg også nogle øvelser og diverse svingændringer, som kan optimere jeres driver – både for præcision og længde.

Klik på linket nedenfor for datoer og pris.

Frivillig-turnering d. 1. oktober 2023

I Aalborg Golf Klub værdsætter vi de mange ildsjæle!
I en forening som vores er vi dybt afhængige af de mange frivillige der dagligt hjælper med forskellige opgaver, for at klubben fungerer på bedste vis.
Dette har vi stolte traditioner omkring og opgaver, store som små, er til gavn for alle der besøger Aalborg Golf Klub.
For at hædre vores frivillige arrangeres hvert år en “Frivillig dag”, hvor vi lukker banen til 18-hullers turnering og efterfølgende fælles spisning udelukkende til de mange frivillige der hjælper til i Aalborg Golf Klub.
Så har du været frivillig i 2023 har du nu mulighed for at tilmelde dig arrangementet – bemærk der er gratis deltagelse.
Sponsorpræmier til arrangementet modtages gerne.