Ferien og varmen er over os…
Sikke en uge vi har haft i AaGK, høj sol, masser af varme og heldigvis lidt vind. Ikke overraskende har det også betydet høj aktivitet på banen, til glæde for både gæster og medlemmer. Dejligt at se jer alle herude og ikke mindst opleve det gode humør og de mange smil i alle bibringer med.
Vi har dog desværre også set et par udfordringer i den seneste periode. Tidligere på ugen kunne vi læse om en ung mand der blev truffet af et drive på Blå 8, men vi har også set indtil flere spillere få et ildebefindende i varmen. Vi dyrker en fantastisk sport og et dejligt spil, men når varmen rammer os skal vi huske at holde hovedet koldt og kroppen hydreret. Vi står, som altid, klar til at hjælpe når uheldet træffer, men vi håber I vil tage lidt forebyggende regler allerede i boldene på banen:
- Vær opmærksom på symptomerne for hedeslag:
- Hovedpine
- Svimmelhed
- Kvalme
- Sløvhed
Så hjælp gerne hinanden ude på anlægget. Råb “Fore” når bolden bevæger sig utilsigtet, drik rigeligt, og hold øje med jeres medspillere.
Vi træder nu også ind i en periode uden mange arrangementer på banen, så det er bare at få booket tider. Eneste løbende arrangementer er Sportshøjskolens årlige besøg i uge 28, 29 og 30. Derudover er der jo Åbne Aalborg Dage 18. og 19. juli.
Husk at melde jer til 🙂
Sammenlægning af tider i weekenden..
Som beskrevet i nyhedsbrevet tidligere på ugen, begynder vi nu at sammenlægge tider i “prime time” i weekenden – det vil sige i perioden 10-14. Mange vil gerne spille i dette tidsrum, og tider bookes lang tid i forvejen for at sikre disse bookings. Vi lægger derfor bolde sammen i weekenden efter følgende proces:
- Bolde med hhv 1, 2 og 3 spillere vil blive lagt sammen til 4 bolde når dette er muligt.
- Bolde vil ikke blive delt – så har I eks. booket en 3 bold vil den forblive sammen, men der kan komme en single spiller på bolden
- Sammenlægning vil foregå i tidsrummet 10-14 i weekends og helligdage
- Sammenlægningen vil blive foretaget dagen før
For at sikre denne proces bliver så smidig som muligt, og ikke mindst til så lidt gene som muligt, vil vi opfordre til at I er behjælpelige i processen. Book jer gerne på eksisterende bolde når i booker tider, vær fleksibel med andre spillere, og tag vel imod dem på bolden.
Skulle i blive forhindret i at anvende jeres allerede bookede tid, beder vi jer melde fra på tiden så hurtigt som muligt så andre kan få glæde af vores anlæg.
Ny træner til AaGK.
Det er med stor fornøjelse vi nu kan offentliggøre vores nye træner til AaGK – Casper Bruun. Casper kommer fra en kombineret stilling som “Golf Manager og PGA Professional” hos Dronninglund Golf Klub, hvor han har været træner siden 2018, og Golf Manager siden januar 2023.
Marcus Brown udtaler:
“Vi ser frem til samarbejdet med Casper, som over mange år har leveret kvalitetstræning til en bred vifte af danske golfspillere. Jeg har kendt Casper siden hans elevtid som PGA Professional, og har dermed stor tiltro og kendskab til hans evner til at træde ind i teamet og behovet her i Aalborg Golf Klub.”
I løbet af Juli måned vil Casper blive oprettet i vore systemer, og I vil derfor kunne booke lektioner med ham i Golfbox ligesom I tidligere har kunne med Sune og Marcus. I første omgang er Casper ansat sæsonen ud, og vil derfor være tilgængelig i perioden august – november. Vi håber I vil tage godt imod ham.
Spil med robot klippere på banen
Vi har fået lidt spørgsmål om, hvordan forholder man sig, hvis en spillet bold rammer eller flyttes af en robotklipper. En Robotplæneklipper er en ekstern påvirkning af din bold på samme måde, som hvis den havde være bemandet af en Greenkeeper. Dermed gælder følgende regler:
- Bold løftet eller flyttet af ekstern påvirkning: (Regel 9.6)
Hvilket vil sige, at hvis det er sikkert, eller så godt som sikkert at bolden som lå stille, blev flyttet eller løftet af robotklipperen, skal den genplaceres på det oprindelige sted. (Dette skønnes, hvis ikke det er kendt) Regel 14.2 - Bold i bevægelse rammer ekstern påvirkning: (Regel 11.1)
Dette betyder at hvis en spillet bold rammer robotklipperen, skal den spilles fra det sted hvor den kommer til at ligge stille. Der er ingen straf for at ramme klipperen. Hvis bolden rammer robotklipperen og den kommer til at ligge stille på klipperen, må bolden ikke spilles som den ligger. Der skal tages lempelse med følgende referencepunkt:
Det skønnede sted lige under hvor bolden kom til at ligge stille på robotklipperen, da den var i bevægelse. (Lempelse tages efter regel 14.3) - Hvis en spillers bold beskadiges som følge af robotklipperen, benyttes regel 4.2.c, og den oprindelige bold må erstattes, hvis der er synlige hakker eller revner.
Udover disse hovedregler, indføres ny lokalregel:
Lokalregel 7:
Lade stationer til robotklippere, og robotklippere der står stille i sådan en station, eller står stille i det generelle område, betragtes som ikke flytbare forhindringer, og der SKAL tages lempelse efter regel 16.1b
Kundegolf i storslåede rammer.
14. juni dannede Aalborg Golf Klub rammen om Linde & Partners arrangement – Linde Cup.
Kundechef Jesper Linde udtaler:
“Hos Linde & Partners har vi igen i år valgt at spille årets Company Day – Linde Cup – i Aalborg Golf Klub. I år mødtes vi med 56 kunder, forretningsforbindelser, gode relationer og, forhåbentlig, kommende samarbejdspartnere. For vore inviterede deltagere, bød dagen på en gennemført god oplevelse, og rent golfmæssigt viste banen sig fra sin bedste side, med vinderscores i singlerækken på hele 41 point. Der skulle dog intet mindre end 49 point til at vinde holdrækken.
Når vi skal afholde arrangementer for vore kunder, er det væsentligt at dagen afspejler vores virksomhed, vore værdier og de kvalitetskrav vi lægger på os selv. Aalborg Golf Klub tilbyder en professionel og gennemført oplevelse for vore gæster, og leverer både anlæg, service og bespisning af høj kvalitet. Klub og personale er velforberedt og klar til at håndtere vores behov, og vi kan derfor gå til dagen bekymringsfrit og rette vores fulde opmærksom på deltagerne.”
UPDATE: Hjælp klubben med at få momsrefusion…
Som i tidligere år, vil vi gerne bede om din hjælp til en besparelse på vores momsudgifter. Vi kender endnu ikke resultatet af sidste års ansøgning, men har en formodning om, at det beløber sig i omegnen af 200.000 kr.
For at kunne beholde vores status som almennyttig forening, kræver det også i år, at mindst 101 medlemmer inden udgangen af året hver donerer 200 kr til foreningen. Dermed kan vi få refunderet en stor del af de momsudgifter som ellers vil være en direkte omkostning for klubben. Sidste års donationer på ca 27.000 kr sikrer dermed en tilbagebetaling på ca 200.000 kr. Det er for klubben et ganske markant bidrag, og har direkte indflydelse på vores evne til at udvikle anlæg og klub, hvorfor vi sætter stor pris på alle der bidrager – til gavn og glæde for hele klubben.
I skrivende stund har 71 medlemmer doneret til klubben, så vi mangler kun 30 medlemmer der ønsker at bidrage.
Indbetaling kan foretages ved at overføre 200 kr til Mobilpay på 34050.
Husk kommentar : “Gave + Medlemsnummer”
Tak for din hjælp til at støtte klubben.
Nominering til Danmarks Bedste Golf Klub!!!
Aalborg Golf Klub er igen i år nomineret til Danmarks Bedste Golf Klub ved World Golf Awards. I flere år har vi været nomineret, men vi har endnu til gode at vinde i kategorien. De nominerede i år er:
– Aalborg Golf Klub
– Esbjerg Golf Klub (Marbæk)
– Holstebro Golf Klub (Skovbanen)
– Lübker Golf (Sand / Sky)
– Silkeborg Golf Klub
– Simons Golf Club
– The Scandinavian (Old Course)
Der kan stemmes frem til 6. Oktober, så husk at invitere venner, familie, bekendte, golf makkere og alle andre til at stemme 🙂