Vand, sløjfeforløb, ny hovedsponsor og kaniner på banen…

April er nu godt igang, og vi må konkludere at det indtil videre har været en våd fornøjelse. Vi har selvsagt haft gode dage med både sol og tørvejr, men der er ingen tvivl om at banen er ganske tynget af de store mængder, og det er vanskeligt at dræne den fuldt. Det betyder at især Komplet Rød og TeeJays Gul slider ganske meget, men vi har såmænd også set Linde & Partners Blå have svært ved at følge med. Omkring os ser vi mange baner der slider, og en del baner i DK har i den seneste periode helt valgt at lukke banerne. I denne uge kunne man læse om et jordfaldshul på Ørnehøj Golf Klub, så ingen tvivl om at mængderne har været ganske markante.

Det betyder også at vi i den seneste uges tid helt har måtte lukke for brugen af buggies på banen, og også Driving Range har vi måttet lukke helt. Det er selvsagt ikke optimalt og det er beklageligt at vi er nødsaget til at træffe disse valg. Vi må dog beskytte anlægget mod de værste skader, og sikre at vi holder en høj kvalitet så lang tid som muligt.

Tak til jer alle for tålmodigheden i disse perioder – det er heldigvis ikke ofte vi må begrænse banen så meget, så lad os krydse fingre for det ikke er længerevarende udfordringer.

Den megen regn betyder selvsagt at vore greenkeepere ikke kan klippe så ofte og meget som normalt. Dermed har de tid til at gøre andre ting på banen, og det har i den forløbne uge betydet at back tee på Gul 5 nu er blevet rettet op og der er lagt rullegræs på. I tillæg er området bag slagmåtterne på driving range også fået den store tur, så området nu fremstår lækkert og pænt. Husk at respektere disse nyanlagte områder og dermed ikke færdes heri.

For de af jer der kunne have lyst til andre oplevelser end AaGK’s fremragende anlæg, så har vores samarbejdsklub Himmerland sendt os denne mulighed.

I aften starter det første af de tre begynderhold vi afholder i 2024. 19 kaniner stiller til start, og vil i løbet af weekenden blive introduceret til spillets vidunderlige facetter og frustrerende urimeligheder 🙂 Vi glæder os til at byde dem alle velkommen, og vil bede jer alle tage godt imod dem når I møder dem på rangen og banen. Der er vel ingen af os der ikke kan huske hvor svært golf var i starten, så husk tålmodigheden og det gode humør når I træffer dem.
Forløbet er en intensiv weekend med teori og introduktion fredag aften, efterfulgt af træning og spil resten af weekenden.

Kaninklubben spiller herefter onsdag aftener på 9 hullers banen, og vi har endvidere nye hold 19-21 april og igen 3-5 maj.

Sløjfeforløbet i weekenden

For at tilgodese både kaninernes vej ind i sporten, og ikke mindst både åbningsturnering, resten af medlemstruppen samt buggy brugere laver vi en lille sløjferotation i weekenden, som dermed ændrer på det publicerede program. Forløbet bliver således:

– Lørdag: 18 hullers banen er TeeJays Gul / Komplet Rød, 9 hullers banen er Linde & Partners Blå
– Søndag: 18 hullers banen er Linde & Partners Blå / TeeJays Gul, 9 hullers banen er Komplet Rød

Vi fortsætter herefter endnu en uge med Linde & Partners Blå / TeeJays Gul som 18 hullers sløjfe.

Putting Green

Komplet Ejendomsadminstration er ny hovedsponsor

Se med her og hør Oliver Jensen fortælle om Komplet Ejendomsadministration:

Vores boliger appellerer til den kvalitetsbevidste lejer. Til mennesker, der stiller krav til beliggenhed, funktionalitet, æstetik – og til os. Komplet Ejendomsadministration er derfor grundlagt på en intention om at kunne leve op til store forventninger.

Og det driver os.

Vi tager ansvar for den enkelte ejendoms drift, og vi har den faglige kompetence til at tage hånd om både lejer og ejer, værne om en ejendomsinvestering og håndtere de daglige opgaver i forhold til udlejningsvirksomhed. Vi tror ikke på, at man kan administrere en ejendom på papiret, så vi er til stede. Vi tager telefonen, når der er udfordringer, og så løser vi dem. Med det samme.

Vi varetager alle aspekter af processen; Førstegangsudlejning, genudlejning, flyttesyn, økonomi og færdigafstemt regnskab til revisor, eksponering, beboerkontakt, administrative opgaver og strategisk sparring; vi passer godt på enhver ejendom og på dens beboere. Vi har styr på de juridiske og faglige forudsætninger – og det giver plads til at prioritere den sunde fornuft, som betyder, at vi gerne gør os lidt ekstra umage for at finde løsninger, når der opstår udfordringer undervejs. Komplet Ejendomsadministration er drevet af mennesker, der ser muligheder.

Husk at “Tag to”…

Det er tidligt på sæsonen, og det tager selvfølgelig lidt tid at komme ind i de gode vaner igen. Men det skal nu ikke afholde os fra at minde jer om et par af de mere simple huskeregler på banen:

  • Tag to nedslagsmærker på alle Greens
  • Læg Divots på plads eller fyld efter med jord fra turfposerne
  • Riv bunkers efter dig selv og andre. Husk at trække sandet ned i bunkeren og ikke op langs kanterne
  • Sortér dit affald i stationerne ved klubhuset

Og et sidste lille hjertesuk fra vor omgivende natur – Cigaretskod og snusposer hører ikke til på græsplænen. Vidste du f.eks. at ét eneste cigaretskod har skadelige stoffer nok i sig til at forurene ca 40 liter vand, og i tillæg er selve filteret primært bestående af cellulose acetat – et semisyntetisk materiale der tager årevis at nedbrydes i naturen.

Nominering til Danmarks Bedste Golf Klub!!!

Aalborg Golf Klub er igen i år nomineret til Danmarks Bedste Golf Klub ved World Golf Awards. I flere år har vi været nomineret, men vi har endnu til gode at vinde i kategorien. De nominerede i år er:

– Aalborg Golf Klub
– Esbjerg Golf Klub (Marbæk)
– Holstebro Golf Klub (Skovbanen)
– Lübker Golf (Sand / Sky)
– Silkeborg Golf Klub
– Simons Golf Club
– The Scandinavian (Old Course)

Der kan stemmes frem til 6. Oktober, så husk at invitere venner, familie, bekendte, golf makkere og alle andre til at stemme 🙂

Du kan levere din stemme lige her!