Fighter med og uden bold

Han har gennem to årtier været en kendt spiller og profil i den danske håndboldelite – tidligere dansk mester med AaB Håndbold, pokalvinder og DM-sølvvinder med Skjern Håndhold og med en international fortid i spanske Toledo Balonmano og tyske TUS-N-Lübbecke.

I ti måneder måtte Daniel stille sin karriere ufrivilligt på standby, da han i 2012 fik konstateret lymfekræft og måtte gennemgå behandlinger med kemo. I efteråret 2013 gjorde den karismatiske bagspiller comeback på banen efter at have besejret sin kræftsygdom. I 2016 returnerede kræften, men også denne gang vandt Daniel og blev i 2017 erklæret kræftfri for anden gang.

Ud over håndbolden er Daniel kendt fra den netop overståede sæson af Vild med Dans og som medlem af Aalborg Golf Klub. Derfor er vi stolte over at kunne invitere klubbens medlemmer og andre interesserede til foredrag med Daniel om at finde energien og bevare positiviteten under kritisk sygdom. Arrangementet afvikles i restauranten

torsdag den 8. marts fra kl. 18:30

Der er 135 billetter, og klubbens medlemmer har fortrinsret indtil 1. februar, hvorefter ikke solgte billetter vil blive udbudt til ikke-medlemmer. Medlemspris er kr. 175, mens ikke-medlemmer kan købe billetter for kr. 225.

Billetterne kan bestilles i restauranten på restaurant@aalborggolfklub.dk eller på telefon 98 34 23 74. Penge for billetterne skal afregnes ved afhentning eller indsættes på klubbens konto 3201 0008214182, hvorefter man kan få dem tilsendt. Man kan ikke anvende kontobetaling. Billetterne vil ligge klar fra fredag den 15. december, så du kan lige nå at sikre dig den sidste julegave… 🙂

I forbindelse med arrangementet vil det være muligt at bestille spisning. Der er plads til max 30 spisende gæster, så reservering af bord er nødvendigt. Menuen er skipperlabskovs. Der kan herudover købes drikkevarer før og efter arrangementet.

Selve arrangementet varer ca. 2 timer, og der er afsat god tid til spørgsmål.

Det overskud, der genereres gennem entreindtægter på denne aften vil blive doneret til Daniels velgørende arbejde gennem CoolUnite.