Kære medlemmer,
Endnu et år er gået i Aalborg Golf Klubs lange historie og jeg vil gerne takke jer alle for jeres engagement og opbakning til klubben i det forgangne år.
På seneste generalforsamling var det store samtaleemne klubbens økonomi generelt og i særdeleshed hvordan vores likviditet havde udviklet sig over en årrække. Regnskabet for 2022 bliver indleveret til revisor i den kommende uge, så vi har nu et ganske godt billede af hvordan 2022 er gået og hvad vi tør tro på i forhold til fremtiden. Og sandheden er, at tingene heldigvis ser meget bedre ud end de gjorde for et år siden:
- Vi har løftet vores indtægter fra niveauet i 2021 både fra sponsorer og greenfeegæster.
- Vi har fået lavet en delvis refinansiering, sådan at vi i langt mindre grad skal kæmpe for at klare os igennem dagen og vejen, uden at trække maksimalt på en kassekredit.
Den forbedrede økonomi betyder, at vi nu igen tør at kigge lidt fremad og ikke kun fokusere på at holde udgifterne nede. Naturligvis betyder situationen i Ukraine, den høje inflation og tendens til afmatning i samfundet at vi ikke bare kan give 100% los.
Forbedringer på banen
Vores største aktiv er helt sikkert vores bane, men vi har de seneste år gentagne gange oplevet at fairways tørrer ud, pga. de mere ekstreme vejrforhold, der et blevet normalen. For at gøre dette problem mindre i fremtiden, har vi besluttet at vi over de næste to år får etableret fairwayvanding på alle 27 huller.
Første fase af projektet (Rød 1,2,3 og 9 samt Gul 1,2,3,4,5,6,7 og 9) er planlagt til uge 5 – 13. Fairwayvanding på de resterende huller vil blive etableret i samme periode 2024.
Jeg håber at generne under arbejdet bliver så små som muligt, men håber at I alle har forståelse for, at disse tiltag vil forbedre banens kvalitet i sæsonen.
Strategiproces
Vi er i sekretariat og bestyrelse i gang med en strategiproces, som udstikker rammerne for en fremtidsplan, hvor alle områder og aktiviteter i golfklubben tænkes ind i helhedsoplevelsen for medlemmer, sponsorer og gæster.
Vi kommer til at lette mere på låget om denne op til og på den kommende generalforsamling.