Sæson 2018 i Torsdagsklubben er nået til vejs ende.

Erland ønsker Erik Olsen tillykke med titlen som Årets Golfer.

Så nåede vi med afslutningsmatchen til vejs ende i årets udgave af Torsdagsklubben.

Vi var 57 mand til frokost kl 12:30 og med tre godt belagte stykker smørrebrød til hver, så var bunden vist lagt for alle inden vi skulle spille 🙂

Vejret var for dagen perfekt til at spille golf i og 68 mand var tilmeldt gunstarten kl. 13:30. En gunstart som forløb uden alt for megen ventetid.
Der var igen i år præmier for 12.000 kr. plus at Torsdagsklubben var vært ved en genstand til frokost, under spillet og til 2Gallamiddagen 🙂

I den forbindelse en stor tak til vores sponsor Marcus Brown fra Proshoppen der havde sponsoreret næsten halvdelen af præmierne.

Udover dagens match fik vi også delt præmier ud for Efterårssæsonen, Eclectic’en og kåret “Årets Golfer” i Torsdagsklubben.

Som skrevet øverst så gik titlen “Årets Golfer” til Erik Olsen. Et stort tillykke til ham.

Maden til middagen kl. 19:30 var igen i år utrolig, masser af god mad i en buffeten og ostebord til dessert. En stor tak til Sune, Mads og Roxana i restauranten, der manglede ikke noget.

Efter præmieuddelingen var der generalforsamling hvor vi kunne fortælle at vi i år var 121 medlemmer i Torsdagsklubben med et fremmøde i snit hver torsdag på 56,17 mod 2017=46,13 og 41,4 i 2016.

Kontingent:
Kontingentet havde vi i år sat ned til 350 kr. og umiddelbart bibeholdes det.

Spilformer:
Vi har haft klager over at Torsdagsklubben spiller meget langsom hver gang vi spiller slagspil i alle rækkerne. Ligeledes har flere af vores egne medlemmer udtrykt ønske om ikke at spille slagspil. Vi lavede jo den her afstemning hvor flertallet ønskede at B og C-rækken altid spiller stableford og A-rækken spiller slagspil, men vi endte op med at A-rækken spiller slagspil hver anden gang og B og C-rækken altid spiller stableford.

Regnskab:
Overført fra 2017: 7.643 kr. – Kontingent: 40.275 kr. – Præmier: 28.841 kr. – Afslutningen: 6.803 kr. – Diverse: Skabsleje, Jordbærgrød, Flag osv. 4.018 kr.

Det giver en beholdning på 8.256 kr. der overføres til næste sæson.

Forslag til generalforsamlingen:

Peter Fogh Nissen havde sendt nedenstående forslag ind til generalforsamlingen.

Jeg vil foreslå at vi ændrer bookingsystemet, så Golfbox-tiderne bliver de tider, vi starter på. Samtidig et forslag om, at den løse liste i starterhuset fra og med sæson 2019 udgår.
Hvorfor nu det?
hvis man har behov for eller et ønske om at komme tidligt ud, så vil det være muligt at booke sig på uden at man behøver at møde op til 2 timer før starttid.
Hvis man har et behov for at komme sent ud, vil det være muligt at booke sig på, og være sikker på at have nogen at spille med – og være sikker på, at der er plads, og at tiderne ikke er optaget af andre, der kommer uanmeldt.
hvis man i øvrigt ikke ønsker at stå og vente lang tid inden man skal slå ud, men blot ønsker at køre derud og spille kort efter ankomst.
hvis man ikke har 6-7 timer til sin rådighed torsdag eftermiddag (ventetid før + spilletid)

Efter lidt debat blev der lavet en afstemning hvor forslaget ikke blev vedtaget.

Bestyrelsen blev genvalgt og Jan Anker Nielsen blev også valgt ind, til en flydende overgang næste år.

Så er der ikke andet tilbage end at sige tak for i år og et dejligt stort fremmøde. Vi håber at se jer allesammen i 2019 til en ny sæson.

-Bestyrelsen

Did you like this? Share it!