Samtidig med afviklingen af årets hulspilsmesterskaber blev også årets stablefordmesterskaber afgjort. Der var stillet 30 herrer til start og 8 damer. Der var i forvejen planlagt et cut efter 1. runde, som blev spillet lørdag. Det betød, at 6 herrer måtte sies fra, inden søndagens 2. runde, mens alle damespillerne gik videre.

Efter runde 1 hos damerne lå Kirsten Mørk-Jensen på 1. pladsen med 37 point, men 2. runde gik desværre ikke lige så fremragende for Kirsten, som samlet set måtte tage til takke med en 5. plads. Derimod var det 2. + 3. pladsen fra 1. runde, som gjorde sig bemærket i 2. runde, Således blev det til en tvekamp mellem Ursula Schøn og Anette Alban Lauritzen om den samlede sejr. Til sidst trak Ursula det længste strå med runder på 36p + 32p og samlet set 68 point. Anette tog en flot andenplads med runder i 31p + 36p og samlet 67 point. Tillykke til såvel Ursula som Anette.

Hos herrerne blev det også tæt, og faktisk endnu tættere. På 1. runde lørdag var der således 2 x 40 point, 1 x 39 point og hele 5 x 36 point, så der var nok, der ville spille med om sejren. På 2. runde søndag blev der sågar præsteret en 41’er, hvilket bragte sejren hjem til Christian Mathias Andersen efter runder i 36p + 41p – totalt set 77 point. Christian stod lige med Rolf Nejsum, som også endte på 77 point totalt efter runder i 40p + 37p. Der blev således brug for den matematiske metode til afgørelse af stillingskrigen, hvilket betød at Christian trak sig sejrrigt ud, da han gik den bedste 2. runde. Vi ønsker de to vindere stort tillykke med det flotte spil!

Se den samlede klubmesterliste for 2017 lige her: Klubmesterskaber 2017