Mindeord

Det er med stor sorg, at vi forleden modtog beskeden om, at vores golfmanager, Dorthe H. Jensen, er gået bort i en alt for tidlig alder. Dorthe var, indtil for nylig, indbegrebet af Aalborg Golf Klub. Det halve af sit liv havde hun viet til klubben, hvor hun næste år kunne have fejret 25 års jubilæum. Det bliver desværre ikke til noget, idet Dorthe efter kort tids sygdom tabte kampen til kræften.

Dorthe var en engageret, trofast og loyal slider, der formåede at have mange jern i ilden. Hun var klubbens daglige leder, bogholder, administrator, sponsoransvarlig, webredaktør, ligesom hun skrev nyhedsbreve, arrangerede turneringer og sponsordage og altid sørgede for at være klubbens ansigt udadtil.

Da Dorthe startede i Aalborg Golf Klub i 1994, havde klubben 986 voksne medlemmer. I dag er tallet 1661. Aalborg Golf Klub udviklede sig sammen med Dorthe og omvendt.

Dorthe vil blive savnet, og vi sender i denne svære stund mange tanker til hendes allernærmeste.

Æret være Dorthes minde.

Birgitte Nymark
Formand

Del det!