Området:

I sin tid var det Elimar Schmidt, der opførte Jægersprisvej 37 og 39. På det tidspunkt hed det formentlig ikke Jægersprisvej, for området hed “Sovsebakken”. Det navn brød Elimar Schmidt sig imidlertid ikke om, så han købte i stedet navnet “Jægerspris”.
Jægersprisvej 37 blev bygget som rekreationshjem for Schmidts ansatte på fiskefabrikken (“Limfjordssardineriet”). Han solgte imidlertid ejendommen til Krebs, en politimand fra Nibe. Krebs blev hurtigt ked af at være her, for den daværende ejer af Jægersprisvej 39, Lars Johansen (kaldet Laes Johansen), drev sin ejendom som løsdrift – det vil sige, at han lod sine dyr løbe frit omkring.

Krebs solgte derfor til ægteparret Thorvald og Inge Gjesing, som beboede ejendommen i mange år. Ved Inge Gjesings død i 2002 købte klubben ejendommen, og den fungerer i dag som trænerbolig.
Da Aalborg Golf Klub flyttede til området, overtog klubben Lars Johansens gård, som blev lavet til greenkeeperbolig. Ejendommen var i en sørgelig forfatning, men heldigvis var daværende greenkeeper, Tage Kristensen, i sin tid udlært som tømrer. Han har løbende istandsat huset.

Ved Inge Gjesings død i 2002 købte klubben Jægersprisvej 37, og den fungerer i dag som trænerbolig. Jægersprisvej 39 blev revet ned i 2013, da Tages enke fraflyttede boligen. Tage nåede at fungere som greenkeeper for klubben i mere end 40 år.

Hullerne:

Med til Gjesings ejendom hørte det stykke jord, vi nu kender som 8. hul/gul – også kendt som Rhododendronhullet. For ikke at skulle lave banen uden om dette jordstykke, indgik klubben og Thorvald Gjesing en byttehandel, der gik ud på, at klubben overtog jorden mod at Gjesing fik jagtretten på hele området. Længe før dette, i 1950’erne, da Elimar Schmidt stadig ejede jorden, hyrede han “Gartner-Holger” til bl.a. at sætte de rhododendronner, der i dag har vokset sig kæmpestore og flotte.

Det var nu ikke det eneste Gartner-Holger satte. Der var en hel skov med bl.a. lærk og bøg, så da hullet skulle sættes, måtte Tage Kristensen tage afstikningspinde på ryggen og følge ud på banen med baneudvalgsformand Erik Schnack og banearkitekt Harris. Da de nåede godt ind i skoven løb de på 3 fritgående møgbeskidte søer. Både Schnack og Harris tog benene på nakken og løb i panik fra stedet, mens Tage undrende så til. Det viste sig senere, at de herrer troede de var stødt på vildsvin

I 2017 blev hullet valgt som medlemmernes favorithul.

Weber hullet (gul 8)